Menu
Acceptance and Commitment Therapy
Acceptance and Commitment Therapy
ACT står for Acceptance and Commitment Therapy og udtales som et ord (ikke som bogstaverne ‘A-C-Tʼ). ACT er en adfærdsterapi inden for det, vi kalder tredje bølge kontekstuelle adfærdsterapier.
I ACT er fokus på at leve et engageret liv i forhold til ens værdier. Det handler om at gøre mere af det, som får hjertet til at synge, og om at være den, man ønsker at være overfor andre og sig selv.
Målet er således, at vi som behandlere hjælper vores klienter med at nærme sig det liv, de gerne vil leve. Sammen kigger vi på de barrierer, klienten oplever i livet. Det kan eksempelvis være angst, nedstemthed, frygt, bekymringer, svære minder, smerter, sorg, krise eller selvkritiske tanker.
Vi undersøger også, hvad klienten gør for at håndtere det, der gør ondt i livet, og vi ser på, hvilke af disse strategier der virker på den lange bane. Ved at hjælpe klienter med at identificere og ændre ineffektive coping-strategier, guider vi dem mod at leve et liv i overensstemmelse med deres dybeste værdier. Og at gøre mere af det, som faktisk virker.
Som ACT-behandler er målet ikke, at du hjælper din klient med at skrue ned for deres symptomer. I stedet handler det om at skrue op for livet ved at hjælpe klienten med at øge sin psykologiske fleksibilitet – evnen til at være til stede i nuet, åbne op for indre oplevelser, og engagere sig i handlinger, der er i overensstemmelse med ens værdier.
Psykologisk fleksibilitet anses i ACT som nøglen til at leve et rigt og meningsfuldt liv, uanset hvilke udfordringer man står overfor. Når vi fokuserer på at fjerne symptomer og eliminere det, der gør ondt i livet, kan vi ofte ende med at bruge al vores energi netop på dét. Men livet skal ikke blot overleves – det skal jo leves! I stedet for at klientens ressourcer bruges på en evig kamp mod det, der er svært, lægges fokus på at håndtere følelser og tanker på en mere konstruktiv måde, så man kan leve et mere autentisk og engageret liv.
Dette betyder, at selvom angst, sorg, smerte eller bekymringer stadig kan være til stede, bliver de ikke længere en hindring for at leve et liv, der er vigtigt og meningsfuldt. Klienterne lærer at acceptere deres oplevelser, træde ud af bekymringer, give sig selv venlighed og tage værdibaserede handlinger, som leder dem mod deres ønskede livsretning.
I ACT ses symptomer således ikke som noget, der nødvendigvis skal fjernes, men snarere som en del af den menneskelige oplevelse, der kan håndteres og integreres på en måde, der ikke hindrer et fuldt ud levet liv. Dette skifte i fokus – fra symptomreduktion til psykologisk fleksibilitet – kan være yderst transformerende både for klienten samt for dig som behandler.
Tak fordi du spørger!
For at styrke klientens psykologiske fleksibilitet, arbejdes der i ACT med seks kerneprocesser.
Disse kan ses som en slags “psykologiske muskler”, som vi allesammen har, og som kan trænes op og gøres stærke og smidige gennem vedvarende praksis.
De 6 processer, vi arbejder med i ACT:
Her hjælper vi klienten med at gøre plads til det, der er. Vi lærer klienten at rumme sit indre psykologiske univers i stedet for at forsøge at ændre, kontrollere eller undgå det. Pointen er, at hvis vi ikke er så travlt optaget af at forsøge at lave om på det, vi mærker, kan vi i stedet lægge vores energi og fokus på det, der gør livet værdifuldt. Vi giver slip på kampen med det, som vi alligevel ikke kan kontrollere, og fokuserer i stedet på det liv, man ønsker at leve.
Her hjælper vi klienten med at træde tilbage fra sine tanker og se på sine tanker i stedet for fra sine tanker. Klienten lærer, at tanker netop er tanker, og at de ikke nødvendigvis er sandheder eller regler, som skal følges. Jeg hører ofte mig selv sige, at vi ikke skal tro på alt, vi tænker.
Her hjælper vi klienten med at rette opmærksomheden mod nuet i stedet for at være optaget af fortiden eller fremtiden. Det er i nuet, at vi kan lægge mærke til, om det, vi gør, faktisk virker for os. Ved at være til stede her og nu kan vi lære at betragte vores indre psykologiske univers på en ikke-dømmende måde. Det er her, vi lærer at respondere i stedet for at reagere. Ved at fokusere på nuet kan vi handle på måder, der faktisk virker for os og bringer os nærmere det liv, vi ønsker at leve.
Uh, prøv lige at sige “perspektiverende jegoplevelse” hurtigt og ti gange i træk!
Selvom terminologien kan virke lidt nørdet, er denne proces afgørende for, at vi behandler os selv ordentligt.
Her lærer vi klienten at se sig selv som en slags arena, hvor alle tanker og følelser udspiller sig. Vi er altså ikke vores tanker og følelser; vi har vores tanker og følelser. Vi rummer dem uden at være defineret af dem.
Det er også her, vi ser på os selv og det, vi bøvler med, fra et venligt og omsorgsfuldt perspektiv.
Hvis én, som klienten holder af, befandt sig i præcis samme situation, hvad ville klienten så ønske for vedkommende? Vi øver os derefter på at give os selv den samme venlighed, forståelse, tilgivelse og omsorg, som vi så velvilligt giver til andre.
Mange af dem, du samtaler med, vil sandsynligvis være på vej væk fra noget. Ubehag, smerte, nedstemthed, bekymringer, trælse tanker og svære minder er alle oplevelser, som vi mennesker forsøger at undgå.
I ACT-modellen arbejder vi aktivt med en bevægelse mod det, der er vigtigt for klienten. Vi guider klienten i at udforske og definere sine livsværdier. Dette hjælper med at etablere en klar retning i livet, så man lever mere i overensstemmelse med det, der giver næring, mening og vitalitet.
I stedet for at navigere væk fra det, der er svært, hjælpes klienten således til at gå mod det, der er værdifuldt.
Hvis vi vil ha’ det anderledes, så må vi gøre anderledes.
Jeres samtaler vil således have begrænset effekt, hvis klienten ikke agerer anderledes i hverdagen mellem sessionerne.
Når vi arbejder med engageret handling i ACT, så hjælper vi klienten med at tage små – som store – skridt mod det liv, man ønsker at leve – selv når livet er udfordrende.
Nu er det din tur til at øve dig.
Ved at integrere disse processer i din praksis, kan du guide dine klienter til at navigere gennem livet – med alt hvad det indebærer – på en mere fleksibel og engageret måde.
ACT handler som nævnt ikke om at fjerne lidelse og smerte, men om at finde en måde at leve fuldt ud på, selv når livet er svært. Dette kræver mod og dedikation, både fra dig som behandler og fra dine klienter.
Husk, at ACT er en dynamisk og fleksibel terapiform, og der er mange forskellige teknikker og øvelser, du kan anvende til at tilpasse behandlingen til den enkelte klients behov.
Så vær nysgerrig, eksperimentér og find de metoder, der fungerer bedst for dig og dine klienter.
Vid, at jeg hepper på dig hele vejen! Og at jeg står klar til at hjælpe dig med at mestre ACT og forandringssamtaler – som en pro!
Acceptance and Commitment Therapy (også kaldet ACT udtalt som et ord og ikke som bogstaverne A-C-T) er udviklet fra midten af 80erne af bl.a. den amerikanske professor Steven Hayes under den tredje udviklingsbølge inden for CBT-paradigmet (Hayes et al., 1999). Filosofisk bygger ACT på funktionel kontekstualisme, og teoretisk trækkes der på den såkaldte relational frame theory, som er en adfærdsanalytisk teori byggende på flere års sprog- og kognitionsforskning (Blackledge, 2003; Barnes-Holmes, et al., 2004). Dette gør ACT til den eneste vestlige psykoterapi, som netop er udviklet i forbindelse med et eget grundforskningsprogram (Hayes et al., 2006). Evidensen for denne behandlingstilgang kommer fra et stigende antal forskningsstudier, som viser, at ACT er en effektiv intervention i forhold til en bred række problematikker såsom f.eks. depression, arbejdsrelateret stress, psykose, angstlidelser, stofmisbrug og rygning (jf. Hayes et al., 2004; Hayes et al., 2006).
ACT er på mange måder unik, hvilket bl.a. afspejles i synet på udviklingen samt vedligeholdelsen af psykopatologiske processer samt behandlingen heraf. I modsætning til de fleste vestlige psykoterapier har interventionen f.eks. ikke symptomreduktion for øje, da en klinisk lidelse ifølge ACT netop udgøres af klientens vedvarende forsøg på at blive diverse symptomer kvit (såsom f.eks. dysfunktionelle tanker, nedsat stemningsleje osv.). Som følge heraf arbejdes der i terapien med henblik på forandring af relationen mellem klienten og hendes svære tanker og følelser, således at disse ikke længere opfattes som symptomer men som harmløse psykologiske begivenheder, der kan accepteres samt rummes til fordel for en værdifuld tilværelse samt større psykologisk fleksibilitet (det viser sig imidlertid oftest, at ACT faktisk medfører en ganske stor symptomreduktion, hvor dette imidlertid ikke er målet med terapien men blot anses som værende et imødekommet biprodukt heraf) (Hayes et al., 1999; Hayes & Strosahl, 2004).
ACT adskiller sig endvidere fra den typiske vestlige psykologi ved ikke at basere sig på formodningen om sund normalitet, i hvilken mennesket anses som per natur værende udstyret med psykologisk sundhed, og hvor psykisk ubehag eller lidelse opfattes som noget unormalt drevet af en patologisk proces. ACT bygger i stedet på antagelsen om destruktiv normalitet, idet man mener, at menneskets normale, psykologiske processer til tider helt enkelt er destruktive samt potentielt ubehagelige, hvilket formodes at være forårsaget af vores unikke evne til sprog (ibid.). Mens sproget (både det ydre i form af f.eks. at tale samt det indre i form af f.eks. tænkning, visualisering osv.) således gør os i stand til at skabe en model af verden, at planlægge og forudsige fremtiden, at lære af fortiden, at udvikle samfundet osv., så medfører disse verbale evner imidlertid også, at vi f.eks. er i stand til at være fordomsfulde, bekymre os og genleve smertefulde oplevelser, skræmme os selv ved tanken om ubehagelige fremtidsscenarier, sammenligne os med andre, dømme, kritisere samt skabe regler for os selv, som kan være yderst destruktive (f.eks. at jeg er nødt til at være tynd, ellers vil ingen elske mig) (ibid.). I ACT antager man således, at mennesket uvilkårligt til tider oplever aversive tanker og følelser, men at dette imidlertid blot er en verbal proces skabt af hjernen og dermed ikke nødvendigvis en sandhed eller en vanskelighed, som vi er nødt til at reagere på eller løse.
Ifølge ACT er vi evolutionært udviklet med en oftest yderst fordelagtig evne til problemløsning, hvormed eventuelle problemer (i form af noget uønskeligt såsom f.eks. ovenstående tanke) fordrer løsning (i form af at finde ud af, hvordan vi kan undgå den eller få den til at forsvinde). Da denne strategi fungerer fint i den materielle verden, og da den som regel er yderst adaptiv, er det således naturligt også at applicere denne til vores indre psykologiske univers (såsom vore tanker, følelser, minder osv.). Problemet er imidlertid bare, at denne strategi ifølge ACT ofte skaber øget ubehag, og jo mere tid og energi man bruger på at undgå eller fjerne disse oplevelser, desto mere er vi tilbøjelige til at lide psykologisk på sigt (Hayes et al., 1999). Evidensen herfor kommer bl.a. fra en lang række studier, som har vist, at emotionel samt kognitiv kontrol eller undgåelse i form af f.eks. suppressionsstrategier paradoksalt nok øger tilbøjeligheden til at tænke de tanker eller føle de følelser, som man prøver at blive kvit (jf. Wegner et al., 1987; Feldner et al., 2003; Marcks & Woods, 2005; Campbell-Sills et al., in press). Med andre ord forstærker man det ubehag, som en aversiv tanke eller følelse kan medføre, såfremt man kæmper for at undgå eller kontrollere denne (hvilket f.eks. kan eksemplificeres ved den paniske klient, hvis symptomatologi udspringer af angsten for angsten), og man bliver desuden ganske ufleksibel i kraft af, at tanker og følelser kategoriseres som henholdsvis uacceptable og acceptable. Forskning har i forbindelse hermed netop vist, at ovennævnte kognitive samt emotionelle kontrol- og undgåelsesstrategier associeres med angstlidelser, depression, øget stofmisbrug, forringet livskvalitet, dårligere arbejdsperformans, sværere grad af PTSD, borderline personlighedsforstyrrelse, alexitymi m.fl. (jf. Hayes et al., 1999; Hayes et al., 2004; Kashdan et al., in press).
En ACT-intervention går fremdeles ud på bl.a. at kortlægge de af klientens kontrol- og undgåelsesstrategier, som på sigt medfører forringet livskvalitet eller er direkte skadelige for individet, og interventionen møntes som tidligere nævnt på en mindskning af tankernes og følelsernes relative indflydelse på klienten og hendes liv uden at forsøge at disputere, evaluere, reducere, ændre, undgå, undertrykke eller kontrollere disse (Hayes et al., 1999). Via en række metaforer samt mindfulness baserede teknikker arbejdes der således med henblik på accept af deres eksistens, og tiden, pengene samt energien som tidligere blev spildt i forsøget på at kontrollere egne tanker og følelser investeres i stedet på effektiv handling mod et nyt og mere værdifuldt liv (Hayes & Strosahl, 2004). Således ses det, at man i ACT i modsætning til traditionel CBT ikke ser på tankernes indhold med en efterfølgende intervention rettet mod forandring heraf, men på emotioner og kognitioners respektive form og funktion i forhold til den adfærd, som tankerne og følelserne giver anledning til. Mens diverse handlinger således kan være topografisk forskellige (spisning, planlægning, bekymring, indtagelse af alkohol osv.), kan de imidlertid ifølge ACT være funktionelt ækvivalente, idet de oftest udgør en undvigelsesfunktion i forhold til en række tanker og følelser i det pågældende individ (såsom f.eks. jeg er fed, jeg klarer det ikke, nedstemthed, angst etc.). Så mens ubehagelige tanker og følelser som sagt opstår som en ufravigelig del af vores menneskelige natur, så afgøres vores livskvalitet ifølge ACT blandt andet af, hvorvidt vi vælger at engagere os i samt handle i retning af en ønsket tilværelse til trods for, at vi føler os fede, nedstemte, angste og stressede samt andre potentielle kognitive og emotionelle forhindringer (Hayes et al., 1999). Opsummerende bygger en ACT intervention således på to primære processer i form af udviklingen af accept overfor uønskede tanker og følelser (som alligevel anses som værende udenfor personlig kontrol) samt på engagement og aktiv handling mod et værdifuldt samt psykologisk fleksibelt liv.
I ACT arbejdes der ud fra en række overordnede principper som gør, at interventionen både er fleksibel samt kan appliceres til en bred række problematikker såvel individuelt som på gruppebasis (Hayes & Strosahl, 2004). Dette medfører følgelig, at rækkefølgen på ACTs teknikker kan variere afhængigt af det givne individ og dennes aktuelle problematik samt behandleres personlige stil og præferencer.
I ACT begynder man som regel indledningsvist med at konfrontere samt underminere klientens typiske handlestrategier i forhold til emotionel samt kognitiv kontrol, og her listes således hendes forskellige måder at blive diverse aversive tanker og følelser kvit (f.eks. at spise, at gå på kur, skære sig, blive hjemme, bekymre sig, ryge osv.) (Hayes & Strosahl, 2004). Når dette er gjort, udforsker man i fællesskab, hvorvidt disse strategier på sigt har medført symptomreduktion, og hvad strategierne har kostet klienten i forhold til tid, energi, sundhed, vitalitet, sociale relationer osv. Alt i alt ser man altså på, hvorvidt klientens anstrengelser har bragt hende nærmere den tilværelse, som hun gerne vil leve, samt hvordan det har påvirket hendes generelle livskvalitet (og her ses det ofte, at klienten faktisk i høj grad har anstrengt sig meget, mens problemerne imidlertid blot øger, samtidig med at livskvaliteten mindskes). Udtrykket “kreativ håbløshed” refererer i denne sammenhæng til, at klienten bringes til at se det håbløse i hendes agenda (og her er det vigtigt at bemærke at det ikke er klienten som er håbløs men at det er de anvendte strategier, som ikke synes at fungere). Når klienten indser dette, kan et kreativt arbejde med at kigge på alternative strategier begynde.
Herefter introduceres den grundlæggende tese i ACT i form af kontrol som problemet og ikke som løsning, og der arbejdes følgeligt på en erkendelse af, at så længe klienten er fikseret ved at prøve at kontrollere, hvad hun tænker, og hvordan hun har det, så er hun fanget i en ond cirkel af eskalerende stress og ubehag (Hayes et al., 1999). Dette indebærer eksempelvis, at det ikke er angsten eller nedstemtheden i sig selv, som er problemet, men snarere al den adfærdsmæssige samt psykologiske energi, der bruges på problemløsning i forhold til problemerne, som imidlertid synes at vare ved på trods al alle disse anstrengelser. Således ses det f.eks., at diverse tanker omkring bl.a. håbløshed, panik, selvværd, kropsopfattelse etc. til tider undgås eller søges fjernet ved hjælp af f.eks. spisning, selvskadende adfærd, social tilbagetrækning, selvmordstanker osv. Hermed er man potentielt havnet i en ond cirkel af tanke- og følelsesmæssig undgåelse eller kontrol, som imidlertid synes at forstærke problematikken yderligere, samtidigt som livet ofte står på standby i forhold til andre vigtige områder såsom f.eks. ens børn, sociale relationer, sundhed, generelle velvære osv.
Når dette er kortlagt, arbejder man indenfor ACT efterfølgende med fokus på øget psykologisk fleksibilitet, hvilket sker på baggrund af en række grundlæggende principper, som alle har deres egen specifikke metodologi, metaforer, øvelser samt hjemmeopgaver (jf. Hayes et al., 1999; Hayes & Strosahl, 2004). Interventionen møntes f.eks. på at løsne den sammensmeltning, der ofte er mellem klienten og hendes sprog (f.eks. diverse aversive tanker), således at klienten bliver i stand til at træde tilbage og observere sine sproglige processer uden at lade sig fange af dem (=defusion). Klienten skal med andre ord lære at opfatte tanker, forestillinger, minder osv. som det, de reelt er nemlig ord og billeder i stedet for hvad de fremstår som at være i form af trusler, regler, sandheder, fakta osv. (Hayes et al., 1999; Hayes & Strosahl, 2004). Dernæst rettes interventionen mod øget accept i forhold til at kunne rumme disse tanker og følelser, og der arbejdes med mindfulness-træning, således at klienten på en åben og receptiv måde kommer i kontakt med her-og-nu oplevelsen, hvormed hun lærer at engagere sig fuldt nærværende i, hvad hun pt. er i gang med, samt hvad hun føler og tænker (ibid.).
Interventionen rettes endvidere mod en kortlægning af det, som er mest vigtigt i klientens liv, såsom hvilken person hun vil være, hvad der er meningsfuldt for hende, hvad hun vil stå for osv., og når disse grundlæggende værdier er identificerede, diskuteres muligheden for villighed til at føle angst, nedtrykthed osv. til fordel for at gøre det, som rent faktisk er værdi- og meningsfuldt for klienten. Det er med andre ord kun muligt at flytte sig i ens ønskede retning, såfremt man er villig til at opleve modstand og ubehag i form af aversive tanker og følelser, hvorfor man i ACT lægger meget energi på motivationsarbejde i form af hele tiden at fokusere på, hvad det er klienten vil med sit liv (Hayes et al., 1999; Hayes & Strosahl, 2004). Hermed adresseres klientens motivationsniveau således på en måde, som sætter klienten i kontakt med vigtige og værdifulde områder, hvilket ofte er en smertefuld proces pga. den hyppige diskrepans mellem, hvad livet egentlig skal handle om, og hvordan klienten lever lige nu (Hayes et al., 1999).
Endelig sættes en række mål, som guides af klientens angivne værdier, og der arbejdes med henblik på effektiv handling i forhold til opnåelse af disse (Hayes et al., 1999; Hayes & Strosahl, 2004). For en person med et depressivt adfærdsrepertoire kunne dette f.eks. udmøntes i ønsket om et bredere eller mere nærende socialt netværk, som konkretiseres i målet om f.eks. at tage med på udflugter, bruge mere tid med sine børn osv., hvormed der planlægges og handles i overensstemmelse med målene til trods for adskillige tanker såsom f.eks. jeg klarer det ikke, ingen kan lide mig samt følelser af angst, træthed, nedstemthed osv.
Opsummerende ses det således, at en ACT intervention handler om at reducere autenticiteten samt den indflydelse som diverse tanker og følelser har på klienten og hendes adfærd. Behandlingen rettes følgeligt mod større accept og villighed til at opleve disse samt en øgning af klientens generelle nærvær i nuet. Der fokuseres endvidere på en identificering af klientens vigtige værdier og mål for livet samt på engagement og aktiv handling i denne sammenhæng til trods for potentielle kognitive og emotionelle barrierer i forbindelse hermed. Målet er alt i alt paradoksalt nok ikke, at klienten skal føle sig bedre, men at klienten føler bedre og lever et meningsfuldt liv! (Hayes et al., 1999; s.77)
ACT er en terapiform som placerer sig under den tredje bølge i et overordnet kognitivt adfærdsterapeutisk paraplybegreb. Men inden for dette begreb kan den teoretiske næring trækkes fra kognitive teorier og/eller behavioristisk indlæringsteori, hvor ACT teoretisk udspringer af radikalbehaviorisme samt filosofiskt bygger på funktionel kontekstualisme. Divergensen mellem ACT og traditionel (kognitiv) CBT opstår bl.a. mellem kognitionernes postulerede centralitet og determinerende indflydelse, eftersom ACT i modsætning til CBT ikke går ud på at disputere, evaluere, reducere, ændre, undgå, undertrykke eller kontrollere klientens tanker og følelser men snarere på en accept af deres til tider uundgåelige eksistens samt villighed til at rumme disse til fordel for et værdifuldt liv (Hayes et al., 1999). Adskillige undersøgelser har vist, at kognitive interventioner ikke synes at have nogen additiv effekt på en lang række problematikker sammenlignet med de adfærdsmæssige komponenter i CBT (Zettle & Hayes, 1986; Zettle & Rains, 1989; Hayes, 2004b; Longmore & Worrell, in press.).
Der er nu over 600 randomiserede kliniske undersøgelser af ACT (anset som den “gyldne standard” for evidens) som støtter brugen af ACT på tværs af en lang række kliniske problematikker. Her er en række resourcer, hvis du vil læse mere om evidensen for ACT:
Et overblik over evidensen for ACT – ACBS egne hjemmeside der opdateres jævnligt >>
En liste over de randomiserede kontrollerede undersøgelser der er lavet af metoden siden 1986 >>
Barnes-Holmes, Y. et al. (2004). Relational Frame Theory: Some Implications for Understanding and Treating Human Psychopathology. International Journal of Psychology and Psychological Therapy. Vol. 4; 355-375.
Blackledge, J.T. (2003). An introduction to Relational Frame Theory: basics and applications. The Behavior Analyst Today. Vol. 3; 421-433.
Campbell-Sills, L. et al. (article in press). Effects of suppression and acceptance on emotional responses of individuals with anxiety and mood disorders. Behaviour Research and Therapy
Cooper, Z. et al. (2003). Cognitive-Behavioral Treatment of Obesity. A clinicianss guide. New York: The Guilford Press.
Corrigan, P.W. (2001) Getting ahead of data: A threat to some behavior therapies. The Behavior Therapist. Vol. 24; 189-193.
Feldner, M.T. et al. (2003). Emotional avoidance: an experimental test of individual differences and response suppression using biological challenge. Behaviour Research and Therapy. Vol. 41; 403-411.
Hayes, S.C. (2004). Acceptance and Commitment Therapy: Mindfulness, Acceptance, and Relationship. I: Hayes et al. (eds.) (2004). Mindfulness and Acceptance. Expanding the Cognitive-Behavioral Tradition. New York: The Guilford Press. Kapitel 1.
Hayes, S.C. & Strosahl, K.D. (2004). A Practical Guide to Acceptance and Commitment Therapy. New York: Springer Science + Business Media, Inc.
Hayes, S.C. et al. (1999). Acceptance and Commitment Therapy. An Experiential Approach to Behavior Change. New York: The Guilford Press.
Hayes, S.C. et al. (2004). DBT, FAP, and ACT: How Empirically Oriented Are the New Behavior Therapy Technologies. Behavior Therapy. Vol. 35; 35-54.
Hayes, S.C. et al. (2006). Acceptance and Commitment Therapy: Model, processes and outcomes. Behaviour Research and Therapy. Vol. 44; 1-25.
Kashdan, T.B. et al. (article in press). Experiential avoidance as a generalized psychological vulnerability: Comparisons with coping and emotion regulation strategies. Behaviour Research and Therapy.
Longmore, R.J. & Worrell, M. (article in press). Do we need to challenge thoughts in cognitive behavior therapy? Clinical Psychology Review.
Marcks, B.A. & Woods, D.W. (2005). A comparison of thought suppression to an acceptancebased technique in the management of personal intrusive thoughts: a controlled evaluation. Behaviour Research and Therapy. Vol. 43; 433-445.
Wegner, D.M. et al. (1987). Paradoxial Effects of Thought Suppression. Journal of Personality and Social Psychology. Vol. 53. No. 1; 5-13.
Zettle, R. D. & Hayes, S. C. (1986). Dysfunctional control by client verbal behavior: The context of reason giving. The Analysis of Verbal Behavior. Vol. 4; 30-38.
Zettle, R.D & Rains, J.C. (1989). Group cognitive and contextual therapies in treatment of depression. Journal of Clinical Psychology. Vol. 45, No. 3; 436-445.
© Rikke Kjelgaard
Hvis du ønsker at tage dine færdigheder til det næste niveau og blive en knag til forandringssamtaler baseret på Acceptance and Commitment therapy, så er du kommet til den helt rigtige.
Hvis du ønsker at tage dine færdigheder til det næste niveau og blive en knag til forandringssamtaler baseret på Acceptance and Commitment therapy, så er du kommet til den helt rigtige.
Forvandl dine kompetencer med tips & tricks om Acceptance and Commitment Therapy for dig, der arbejder med samtalen som redskab.
© Rikke Kjelgaard
For at give dig den bedste oplevelse af hjemmesiden gøres der brug af cookies. Ved at fortsætte godkender du samtidig dette. Privatlivspolitik.
