Velkommen til ACT julekalenderen, hvor du får en række idéer til, hvordan du kan passe bedre på dig selv.
Først og fremmest: tak fordi du giver plads til mig i din indbakke i en travl december.
Jeg ved, at du allerede har rigeligt at se til 🙏
Vi starter denne december med en tur i IKEA.
Dig og mig.
Vi køber alt det, vi skal bruge (og alt det, vi ikke skal bruge, men som vi alligevel ikke kan lade være med at tage med, nu hvor vi er afsted).
Derefter tager vi hjem til dig for at pakke ud og få det hele på plads.
Du har blandt andet købt….lad os sige…et ur, som skal hænges op på væggen.
Du finder hammer og søm frem.
Jeg holder i sømmet.
Du tager hammeren.
Du giver den EN på singadusen…
…OG…
Ganske rigtigt.
Du HAMRER mig over fingrene.
Hvad gør du?
Hvad siger du til mig?
Lad mig gætte:
Du kommer med titusind varianter af “UNDSKYLD” og slår knude på dig selv for at trøste mig, “fikse” skaden og sikre dig, at jeg er bare nogenlunde okay.
Ikke?
Godt.
(Du er tilgivet 💕).
Jeg får noget koldt om fingrene, og du overtager jobbet selv.
Frem med sømmet og hammeren.
Du giver den EN på singadusen igen.
…OG….
Ganske rigtigt.
Du hamrer DIG SELV over fingrene.
Hvad gør du nu?
Hvad siger du til dig selv?
Er det mon lige så omsorgsfuldt som det, du ville have sagt til mig?
Forskningen om selvmedfølelse (self-compassion) viser, at vi ofte er langt bedre til at udvise omsorg for andre end for os selv.
Du kender det sikkert godt, ikke?
Hvad har DU travlt med at slå dig selv i hovedet over?
Tag et øjeblik og overvej, hvad du i virkeligheden siger til dig selv.
Ville du tale sådan til dit barn? Din ven? Til én, du holder af?
Prøv altså at forme en intention om, at tale pænt til dig selv.
Nogle af os har så travlt med at slå os selv i hovedet, at ovenstående nærmest kan virke umuligt.
Men som sagt: det kan læres.
I dag skal du øve dig i at tale pænt til dig selv.
“Jeg gør det bedste, jeg kan, og det er mere end godt nok.”
“Det er okay at lave fejl – det betyder, at jeg prøver.”
“Jeg fortjener samme venlighed, som jeg giver til andre.”
“Jeg behøver ikke at være perfekt for at være værdifuld.”
“Det er svært lige nu, og det er okay at finde det udfordrende.”
“Jeg må gerne tage en pause – jeg har brug for det og fortjener det.”
“Det, jeg gør, har betydning, også selvom jeg ikke altid kan mærke det.”
“Jeg har klaret svære ting før, og jeg giver mig selv lov til at tage ét skridt ad gangen.”
“Jeg er mere end mine præstationer – jeg har værdi, bare fordi jeg er mig.”
“Jeg er stolt af mig selv for at blive ved med at prøve, selv når det er hårdt.”
Husk, du fortjener venlighed – også fra dig selv.
Jeg hepper på dig hele vejen og glæder mig til at dele mere med dig i morgen.
De kærligste julehilsener,
PS: Har du fået dagens kalendergave videresendt og vil du gerne selv tilmeldes julekalenderen?
Denne gave er her for at lyse din december op. Jeg håber, den vil sprede varme og inspiration til dig – ikke kun indtil den 1. januar, hvor den går tilbage til julemandens sæk, men også langt ind i det nye år.
Modtag Danmarks (måske) mest populære tips & tricks om Acceptance and Commitment Therapy for dig, der arbejder med samtalen som redskab.
© Rikke Kjelgaard
For at give dig den bedste oplevelse af hjemmesiden gøres der brug af cookies. Ved at fortsætte godkender du samtidig dette. Privatlivspolitik.