10. december

ACT JULEKALENDEREN

Lad det være godt nok.

Det var en mørk og stormfuld fredag…

Ah, okay. Jeg skruer lige ned for dramatikken her.

Men det regnede!

Min formiddag var afsat til at optage podcastepisoden om julero til dig.

Børnene var sendt afsted.

Hunden sov sødt i sin seng.

Duftelysene var tændt.

Og der var brygget julete.

Julero til Rikke, der skulle optage podcast om julero.

“Kære behandler, velkommen til podcasten om julero. I dag skal vi l…..”

Jeg nåede ikke langt, før min trofaste vægter på fire poter, der indtil for få sekunder siden lå fredeligt krøllet sammen i drømmeland, sprang op som en katapult.

Med halen logrende som en munter metronom, og med et gø, der kunne skræmme enhver indtrængende julegnom væk, stormede han mod døren.

Som en tro beskytter sørger han nemlig altid for, at ingen – ikke engang den flinke post, der netop kom for at aflevere en julepakke jeg havde bestilt – uanmeldt skal nærme sig vores juleidyl.

Podcast pause.

Nå.

Pakken blev leveret. 

Posten cyklede videre.

Endelig alene igen.

Hunden kravlede i seng.

Den nu kolde te fik lige et minut i mikrobørgen.

Tilbage til podcasten.

*Dyyyyyb vejrtrækning*

Julero, kom så…

“Julero er ikke noget vi finder, det er noget vi sk…”

Min hoveddør åbnedes igen, og denne gang var det min søn, der ellers burde være i skole.

“Bare rolig mor, jeg er okay. Vi kan bare ikke bruge lokalerne lige nu, fordi politiet undersøger noget, der skete i en anden bygning i går…”.

Bare rolig.

Baare rolig?

Baaaaare rolig?

ACT julekalender

Nå.

Jeg fik styr på det, der skulle være styr på og bad sønnike om at lave skolearbejde i tavshed hjemme.

Tilbage til podcasten.

*Dyyyyb vejrtrækning*

Julero… Kom så!

“Vi kan ikke tale om julero, uden også at tale om det med at sætte tydelige græn…”

Nu bankede det så på dørren.

Dér stod en elektriker.

Han skulle godt nok først komme i løbet af eftermiddagen, men han var lige i nabolaget.

Så vi slukkede da lige for al strøm i huset, og jeg ventede da bare med at podcaste.

Podcast pause. Igen. Igen.

ACT julekalender

*Dyyyyyb vejrtrækning*

Nå. 

Strømmen var tilbage.

Ikke flere afbrydelser nu, vel?

Og nu skulle der kraftedeme være julero!!!

“En vigtig rutine kan være, at afslutte dagen med taknemmeli…”

Du tror måske, det er løgn.

Men gutten, som om eftermiddagen skulle aflevere nogle sten til min have, var også tidligt på den, og kørte op foran huset med en kæmpe lastbil der bippede og båttede og larmede. 

Og han manglede da også lige en signatur på de sten dér.

Podcast pause. Igen. Igen. Igen. Igen. Igen. Igen. Igen.

Episoden om julero blev altså lavet med alt andet end julero.

Planen var et roligt og harmonisk afsnit om ro.

Realiteten blev et afsnit, der er klippet og klistret sammen på bedste vis.

Med titusind afbrydelser “bag kulissen”.

Er det så det bedste podcastafsnit, jeg har lavet?

Åh, det ved jeg søreme ikke.

Men jeg har besluttet, at det er godt nok.

For midt i kaosset af en dag, der skulle have været fyldt med ro, mindede livet mig om, at perfektion er en illusion.

Jeg kunne have forsøgt at optage afsnittet en anden dag, bruge flere timer på at klippe og klistre for at udjævne alle ujævnheder.

Men hvornår?

Og hvad ville det koste mig af tid, energi og ikke mindst den ro, jeg forsøgte at formidle?

At acceptere dette afsnit som ‘godt nok’ blev en øvelse i selvomsorg og en påmindelse om, at nogle gange skal vi prioritere vores velvære over vores vilje til perfektion.

Så i stedet for at tvinge mig selv igennem endnu en omgang redigering, valgte jeg at slippe kontrollen.

Det blev en beslutning om at omfavne det uperfekte og lade det være en del af juleros budskab.

Fordi ro ikke kun er noget, vi finder i perfektion, men ofte noget vi skaber midt i kaos.

For hør nu her: hvis vi forventer perfektion, risikerer vi ikke kun at blive skuffede, men også at overanstrenge os til udmattelse

Hvor mange gange har du selv haft en forestilling om, hvordan noget skulle blive?

Julen skal være magisk.

Egenomsorg skal føles let og dejligt.

Kærlighed skal føles fuldkommen og ubesværet.

Familie-tam-tam skal føles nærende.

Arbejdsopgaven skal føles færdig.

Og. Så. Videre.

Men hvad sker der, når virkeligheden ikke lever op til disse billedskønne forventninger?

Når julen føles stressende, ensom og overvældende.

Når egenomsorg føles som endnu en opgave på to-do listen.

Når kærlighed også involverer misforståelser, afvisning, hårdt arbejde og tålmodighed.

Når familiesammenkomster bliver mere udtømmende end nærende.

Når det, du skaber / præsterer / leverer / gør, ikke altid føles perfekt. 

Det er jo i det uperfekte, det rodede og uforudsigelige, at livet også sker.

Dagens invitation:

Lad det være godt nok.

Måske får du ikke arrangeret den bedste jul.

Måske har du ikke fundet de bedste gaver.

Måske får du ikke lavet yoga hver dag.

Måske er du kommet til at snerre lidt ad nogen.

Måske spiser du for mange pebernødder.

Måske når du ikke til træning i dag.

Måske bliver vaniljekransen skæv.

Måske bliver det, du skaber / præsterer / leverer / gør ikke det bedste, du har gjort.

Måske bliver din julero et mix af….well…lidt af hvert.

Beslut dig for, at det ikke behøver at være perfekt.

Beslut dig for, at du ikke behøver at være perfekt.

Lad det være godt nok.

Lad dig være god nok.

Måske går tingene ikke som planlagt.

Måske blev det det ikke helt, som det skulle.

Lad os lægge perfektionen til side.

Lad os byde det uperfekte velkommen med et åbent hjerte.

Giv dig selv den omsorg og julero du kan skabe lige nu.

Bliver det perfekt?

Måske ikke.

Kan det så være godt nok?

Ja, sgu!

❤️

Rikke Kjelgaard

PS: Har du fået dagens kalendergave videresendt og vil du gerne selv tilmeldes julekalenderen?

Vil du gerne lære (mere) om ACT?

Dagens kalendergave bygger blandt andet på en ACT proces, hvor der arbejdes med perspektivering.

Hvis du er interesseret i at dykke dybere ned i disse teknikker og lære at anvende dem i praksis, så har du heldigvis chancen:

Vi har nu åbnet for tilmeldingen til mit populære introduktionskursus i ACT, som foregår i København den 10-11 juni 🥳

Tilmeld dig i december og tag en kollega med til halv pris 💝

Jeg lover dig, at kurset ikke bliver perfekt.

Men godt, det bliver det!

Denne gave er her for at lyse din december op. Jeg håber, den vil sprede varme og inspiration til dig – ikke kun indtil den 1. januar, hvor den går tilbage til julemandens sæk, men også langt ind i det nye år.

For at give dig den bedste oplevelse af hjemmesiden gøres der brug af cookies. Ved at fortsætte godkender du samtidig dette.  Privatlivspolitik.