24. december

ACT JULEKALENDEREN

Her er julens smukkeste gave.

Hvis du har fulgt med i årets julekalender, kommer det nok ikke som den store overraskelse for dig, når jeg spørger dig, om du kan gætte hvad – eller snarere hvem – julens smukkeste gave er? 😌

For selvfølgelig er det dig.

I 23 dage har du fået små invitationer herfra.

Jeg har blandt andet inviteret dig til at være venligere mod dig selv, til at sige nej, til at give slip, til at sætte grænser, til at opgive Janteloven, til at skabe ro, udvise taknemmelighed og til at opdage styrken i det, der allerede er dig.

Og nu, her på juleaftensdag, vil jeg invitere dig til at standse op og lade alt dette bundfælde sig.

For der er én ting, som har været med os hver eneste dag:

At du er nok.

Du er værdifuld.
Du er unik.
Du er julens smukkeste gave.

Og i dag vil jeg invitere dig til at møde en anden udgave af dig selv.

Dagens invitation:

Giv dig selv et øjebliks pause, og mød dig selv om mange år fra nu.

Luk øjnene og forestil dig, at du møder en ældre, klogere og mere vis udgave af dig selv.

Se for dig, hvordan denne version af dig står foran dig.

Med smilelinjer om øjnene og en varme i blikket, der kan smelte sne.

Med en vished om noget, du måske ikke helt kan se endnu.

Forestil dig, at denne udgave af dig selv træder frem, lægger hænderne blidt på dine kinder, ser dig dybt i øjnene og med et varmt smil siger:

Jeg er så stolt af dig.

Du har givet så meget af dig selv – til dem, du elsker, og til verden.

Du har prøvet, fejlet, rejst dig igen – og fortsat med at gøre dit bedste.

Du er nok. Præcis som du er.

Må du mærke alt det, du er, og alt det, du har skabt.

For du er en gave – ikke kun i dag, men hver eneste dag.

Du er julens smukkeste gave, min ven.

ACT julekalender

Foto af Nathan Lemon via Unsplash.

Og med det, vil jeg ønske dig en kærlig og omsorgsfuld jul ♥️🎄☃️🤶

Må du være omgivet af dem, du holder af.

Må du sætte de grænser, du har brug for.

Må du navigere i dine familiemønstre på måder, der nærer dig.

Må du bede om hjælp, hvis du har brug for det.

Må du unde dig selv noget hvile.

Må du være venlig mod dig selv.

Må du være omsorgsfuld mod dig selv og dem omkring dig.

Må du gøre plads til den tristhed, sorg, smerte, vrede eller frustration, som måske (også) besøger dig denne jul.

Må du skabe søde minder med dine kære.

Må du føle dig elsket.

Tak, fordi du har være med i denne julekalender.

Og tak for alt det, du er.

Af hjertet tak for dig ♥️

Rikke Kjelgaard

Denne gave er her for at lyse din december op. Jeg håber, den vil sprede varme og inspiration til dig – ikke kun indtil den 1. januar, hvor den går tilbage til julemandens sæk, men også langt ind i det nye år.

For at give dig den bedste oplevelse af hjemmesiden gøres der brug af cookies. Ved at fortsætte godkender du samtidig dette.  Privatlivspolitik.